Two months.

Den 16 november 2010 klokken 11:00.

Det sekund, det øjeblik, det minut, den time, den uge, den måned, det år. Jeg glemmer det aldrig. Jeg havde taget sort palliet kjole på, sorte kielhæle sko, sort cardigan, sorte gamacher og jakke. Make-up på, som skulle være vandfast, men hvad hjalp det, når jeg mest af alt lignede en, der var emo, som det klattede rundt omkring øjnene i kirken? Hm. Jeg havde ikke prøvet det før, så jeg tog det ikke så tungt fra morgenstunden af, men da Kiw tog fat i min hånd, da jeg vendte mit blik imod kisten, var hun godt klar over, jeg ikke kunne komme igennem det selv. Så  holdt fast, og hun gav ikke slip et sekund - tak. Man ser den græde-færdige familie komme ind, og sætte sig på forreste række - jeg tænkte ikke så meget på hans far, men derimod hans søskende og to små kusiner, og hans bedste veninde, der er en stærk person, som sad og smilede til mig. Jeg brød sammen fem gange! 1: Da vi kom ind. 2 og 3: Da præsten fortalte om, hvilket fantastiske menneske, han var. 4: Da de bar ham ud. 5: Da han blev jævnet med jorden. Som en vind, der bare blæste ham fra mig. Jeg kan ikke beskrive hvilke tanker, der fløj igennem mit hoved, det kunne ingen, går jeg stærkt ud fra. Jeg husker bare, jeg aldrig har hulket så meget i hele mit liv. Det var forfærdeligt, det var som om Gud i et langt, og kvalende øjeblik, tog mit hjerte, brændte det, smed det på jorden, og trampede på de smadrede stumper, som allerede var ødelagt af sorg, som det følte. Jeg husker bare, jeg kiggede på Daniel. Han stod bare, og så stærk ud, men da vi bevægede vores nervedele ud af kirken, dvs. vores kroppe. Knækkede filmen, som brændte man den med en cigaret, og Daniel brød ud på samme måde. Jeg tror ikke på, ret mange kunne sætte sig ind i, hvordan det var at miste sin: Søn, sin bror, sin nærme fætter, nevø eller en af sine bedste venner! Jeg glemmer aldrig, det første Kristian nogensinde sagde til mig, da jeg skulle møde ham irl. "Forhelvede spade, du skal sku da ikke stå af i Sulsted, når du skal til Tylstrup, er du dum .. Smukke? :D." Jeg glemmer det aldrig, jeg glemmer aldrig, min far mistede alt tillid til mig, fordi jeg ikke nåede bussen hjem pga. dig. Screw it, det blev min første crime-ride. Jeg var 13 år, og jeg kendte dig igennem min lillesøster. Vi snakkede godt sammen, jeg husker dog bedst .. Du var mit første rigtige kys, så derfor betyder det nok også rigtig meget for mig, at du er væk. Det er nok den ting, der sidder mest i mit hoved. Du lærte mig, hvordan man kyssede, og siden er der kun kommet god respons, haha. Jeg lærte meget af dig, og især det hårde liv, du kørte imod dig selv. Få kendte til, hvordan du egentlig havde det, jeg forsøgte virkelig - så jeg føler ikke, jeg kunne gøre mere. Alligevel da jeg fik den dårlige nyhed, tænkte jeg: "Kunne jeg gøre mere? Det hele er jo MIN skyld?" Alligevel sagde alle, at det overhovedet ikke var min fejl. Det indså jeg dog først lang tid efter, Jeg har et kæmpe tomrum indeni, som kun du kunne fylde ud. Du var der virkelig, og var der et lille problem, sagde du altid "Skal jeg smadre det svin? Ingen skal såre dig." Desværre indså jeg først din virkelige betydning, da det var alt for sent. Du sagde tit "Dem der smadre det for dig, er ikke det gode, selvom man ønsker de var." Nemlig, og siden har jeg smidt dem der sårede mig på bedste vis væk. Du tænkte altid på andre, end dig selv. Hvilket var din største fejl, for selvom du kunne virke kold, og ligeglad med alt og alle, så ved jeg udmærket godt, at det slet ikke var sådan, du var. Jeg tænker på dig dagligt, og jeg kommer ikke over det, men en eller anden dag, lærer jeg måske og leve med det, jeg ved ikke. De siger, det bliver bedre med tiden, og det eneste, der holder mig oppe, er at jeg ved: Vi ses på den anden side, min engel. Måske ikke nu nej, måske om lang - eller kort tid. Men det kommer, og jeg er sikker på du er derude et sted. Det er en stærk følelse. Dit grin og dit smil var det mest fantastiske, og det kunne virkelig få ens humør op. Dine kram kunne trøste, og du var virkelig en beskytter, jeg var altid tryg med det, men det er væk nu. Jeg tager intet forgæves, dog tror jeg ikke på, at Gud ville have, det skulle være sådan, men jeg forbander ham for, at han tog dig væk så tidligt. Det ville komme - det vil det for alle, men han gjorde det for tidligt i dit tilfælde. Sidst jeg så dig, var der ingenting galt, udover du fortalte mig noget, som jeg ikke vil røbe. Jeg var sikker på, at det nok skulle gå, men jeg er glad for mit sidste møde med dig, var godt, og seriøst, som useriøst. Der var ingenting galt, og nu .. Er du væk? Jeg har stadig ikke opfattet det. 

Men jeg ønsker kun dig godt, hvorend du nu er. Det samme gælder din familie, som har haft en svær tid. Du var en fantastisk dreng Kristian, virkelig. Rest in peace <3.

Ses.

Sneen lå i store dynger, med masser af glatis under neden. De høje brune sko, med små ødelagt hæl, satte i. Der var glat, hun tænkte bare på, at ikke falde, men alligevel nå frem, inden det var for sent. Hendes lange grå jakke, der er for kold, uden en huttie indenunder, glæd fint ned af hendes sorte gamacher, imens hun havde trøjer på, og en højtaljede nederdel, og de såkaldte hyggesokker. Hun trådte hen ad den grumsede sti, som var ret så klam, vinter agtig og ulækker, imens sneen lå. Hun skvattede rundt, som en, der havde en alt for høj promille, som var 14 år, og havde prøvet sin første brandert. Tulipanerne, nå ja. De fine tulipaner, bar hun så fint i den ene hånd, imens familien var lidt i baggrunden, og spurgte om, de skulle gå med? Hun svarede "Ja mor ..." Ret koldt og forladt, mest fordi hun ville skjule, hun var bange, nervøs og græde færdig indeni, for hun ser forkert på synspunktet! "Svage mennesker græder, og viser følelser." Men nej, det er de stærke, mest tænker hun sådan pga. en hård opvækst, med skemaer og militær opdragelse. Alligevel lod hun som om, det havde sat sig væk, for imorgen var det jo to måneder siden, han forsvandt, selvom hun havde sagt sig selv hele tiden "Det ville ske, jeg er forberedt på det. Jeg kommer over det." Ja det ville ske, nej hun var ikke forberedt, for det gik for hurtigt, nej hun kommer ikke over det, selvom hun en dag lærer at leve med det, men den tid, den er her ikke nu - slet ikke endnu, ihvertfald, men hun lader som om, for hun er stærk - eller sådan skal det se ud for de andre. Hun gik videre, langt om længe nåede hun derop, imens tankerne fløj rundt, og nu løb der is ned af ryggen på hende, som når en tager to kg. nylagt sne, og kaster det ned i nakken, sådan et kuldegys, eow. Hun satte sig på hug, og kunne ikke holde balancen, imens hun så fint børstede stedet af, her stod det, og hun fik en klump i halsen. Hun fik en klamheds fornemmelse, ville kaste op, skride fra det hele - alt var stort had til Gud der, fordi han tidligere havde svigtet hende, så senest som igår, selvom hun er villig til at bede aftenbøn. Selvom hun laver lort, så retter hun op på det, og inderst inde, forsøger hun at være en god pige. Det kan lykkes, men det er svært, for livet er ti gode dage, ti dårlige, og sådan vil det forsætte. Altid sådan, hele tiden, hver dag. Ligesom hendes humør går fra lykkelig, til ulykkelig, sådan er livet også bare. Hun tog de fine orange med et snært af rødt, altså de fine tulipaner. Tog dem ud af papiret, og lagde dem forsigtigt, imens det varme vand af små dråber, igen trillede ned ad hendes røde luftige æblekinder. Hun tørrede dem væk, men hendes mor, kom hen tog omkring hende med åbne arme, og trøstede med den største kærlighed, som kun ens mor kan. Hun skubbede hende væk efter lidt tid, hvor hun havde hulket, og kyssede på de to fingre af sig selv, satte dem på stenen, lige mellem rosen og K'et, og sagde "Vi ses på den anden side min skat .."

Og så gik hun med tanken om, det gør vi. Måske snart, måske om lang tid, men de vil altid mødes igen ...

I'm not in love, it's just a faze that i'm going through. I'm always looking for something new, but don't go running away.

I adore him ♥

2011.

Jeg er kommet godt ind i det nye år. Så jeg vinker pænt farvel til 2010 - op og nedture. Jeg prøvede sku lidt af hvert. Sabbatår, arbejde, at være langt ude, gøre ting, jeg aldrig troede skulle overgå mig, men jeg lærte fandeme noget af den tid! Og havde det ikke været for min mor, var jeg ikke her, hvor jeg står nu - så tak, jeg elsker dig!

Udover dette, startede jeg på gym, og har fået en masse fede nye venner og veninder. Jeg har smidt nogle væk, fordi de alligevel ikke hørte til i mit liv, og trukket nye ind. Uden mine venner og veninder ville livet være kedeligt, ensomt, trist og slet ikke det samme!

Jeg har prøvet at have en kæreste for real, siden Nick. Dog gik det i smadder, men jeg lærte meget af ham, vi forsøgte to gange, men man har jo ikke held med det hele! Som ordsproget siger "Har du held i spil, har du ikke i kærlighed!" Vil nu ikke mene, jeg har haft nogen af delene, men jeg fighter, taber, vinder og forsøger igen. Sådan vil livet altid være, you win, you loose - and back on track!

Jeg har fået et langt bedre forhold til mine forældre i 2010, jeg er blevet mere voksen, og meget mere moden - dog nyder jeg stadig ungdommen på bedste vis, passer min skole, men der er skam plads til sjov og ballade!

Jeg har lært så meget ved livet i dette år, mest fordi, jeg nok var så langt ude! Er glad for mor hjalp, og jeg tog ved lære. Det var en svær tid, og det var svært at indse, hvor langt ude jeg var - alkoholmisbrug og overforbrug af hash + jeg nok lige gjorde det værste af alt, but that's life. Det er noget pis imens man står der, men med tiden bliver tingene bedre, og det starter forfra.

Jeg nåede at blive 17, og finde ud af, at livet ikke bare er en leg, selvom der også skal være en plads til det.

2011:

I dette år vil jeg:
Have mere styr på mit liv, hvilket jeg har fået - rigtig meget endda. Jeg har endelig taget mig sammen til en rigtig slankekur (on time, yes!), og begyndt at motionere rigtig meget! Jeg vil gøre det rigtig godt i skolen - også selvom, det er pisse hårdt, at komme igang igen! Men jeg vil så meget! Overstående, have mere tid til min familie og hovederne, og så vil jeg fandeme opleve en masse.

xoxo Anna.