Det sekund, det øjeblik, det minut, den time, den uge, den måned, det år. Jeg glemmer det aldrig. Jeg havde taget sort palliet kjole på, sorte kielhæle sko, sort cardigan, sorte gamacher og jakke. Make-up på, som skulle være vandfast, men hvad hjalp det, når jeg mest af alt lignede en, der var emo, som det klattede rundt omkring øjnene i kirken? Hm. Jeg havde ikke prøvet det før, så jeg tog det ikke så tungt fra morgenstunden af, men da Kiw tog fat i min hånd, da jeg vendte mit blik imod kisten, var hun godt klar over, jeg ikke kunne komme igennem det selv. Så holdt fast, og hun gav ikke slip et sekund - tak. Man ser den græde-færdige familie komme ind, og sætte sig på forreste række - jeg tænkte ikke så meget på hans far, men derimod hans søskende og to små kusiner, og hans bedste veninde, der er en stærk person, som sad og smilede til mig. Jeg brød sammen fem gange! 1: Da vi kom ind. 2 og 3: Da præsten fortalte om, hvilket fantastiske menneske, han var. 4: Da de bar ham ud. 5: Da han blev jævnet med jorden. Som en vind, der bare blæste ham fra mig. Jeg kan ikke beskrive hvilke tanker, der fløj igennem mit hoved, det kunne ingen, går jeg stærkt ud fra. Jeg husker bare, jeg aldrig har hulket så meget i hele mit liv. Det var forfærdeligt, det var som om Gud i et langt, og kvalende øjeblik, tog mit hjerte, brændte det, smed det på jorden, og trampede på de smadrede stumper, som allerede var ødelagt af sorg, som det følte. Jeg husker bare, jeg kiggede på Daniel. Han stod bare, og så stærk ud, men da vi bevægede vores nervedele ud af kirken, dvs. vores kroppe. Knækkede filmen, som brændte man den med en cigaret, og Daniel brød ud på samme måde. Jeg tror ikke på, ret mange kunne sætte sig ind i, hvordan det var at miste sin: Søn, sin bror, sin nærme fætter, nevø eller en af sine bedste venner! Jeg glemmer aldrig, det første Kristian nogensinde sagde til mig, da jeg skulle møde ham irl. "Forhelvede spade, du skal sku da ikke stå af i Sulsted, når du skal til Tylstrup, er du dum .. Smukke? :D." Jeg glemmer det aldrig, jeg glemmer aldrig, min far mistede alt tillid til mig, fordi jeg ikke nåede bussen hjem pga. dig. Screw it, det blev min første crime-ride. Jeg var 13 år, og jeg kendte dig igennem min lillesøster. Vi snakkede godt sammen, jeg husker dog bedst .. Du var mit første rigtige kys, så derfor betyder det nok også rigtig meget for mig, at du er væk. Det er nok den ting, der sidder mest i mit hoved. Du lærte mig, hvordan man kyssede, og siden er der kun kommet god respons, haha. Jeg lærte meget af dig, og især det hårde liv, du kørte imod dig selv. Få kendte til, hvordan du egentlig havde det, jeg forsøgte virkelig - så jeg føler ikke, jeg kunne gøre mere. Alligevel da jeg fik den dårlige nyhed, tænkte jeg: "Kunne jeg gøre mere? Det hele er jo MIN skyld?" Alligevel sagde alle, at det overhovedet ikke var min fejl. Det indså jeg dog først lang tid efter, Jeg har et kæmpe tomrum indeni, som kun du kunne fylde ud. Du var der virkelig, og var der et lille problem, sagde du altid "Skal jeg smadre det svin? Ingen skal såre dig." Desværre indså jeg først din virkelige betydning, da det var alt for sent. Du sagde tit "Dem der smadre det for dig, er ikke det gode, selvom man ønsker de var." Nemlig, og siden har jeg smidt dem der sårede mig på bedste vis væk. Du tænkte altid på andre, end dig selv. Hvilket var din største fejl, for selvom du kunne virke kold, og ligeglad med alt og alle, så ved jeg udmærket godt, at det slet ikke var sådan, du var. Jeg tænker på dig dagligt, og jeg kommer ikke over det, men en eller anden dag, lærer jeg måske og leve med det, jeg ved ikke. De siger, det bliver bedre med tiden, og det eneste, der holder mig oppe, er at jeg ved: Vi ses på den anden side, min engel. Måske ikke nu nej, måske om lang - eller kort tid. Men det kommer, og jeg er sikker på du er derude et sted. Det er en stærk følelse. Dit grin og dit smil var det mest fantastiske, og det kunne virkelig få ens humør op. Dine kram kunne trøste, og du var virkelig en beskytter, jeg var altid tryg med det, men det er væk nu. Jeg tager intet forgæves, dog tror jeg ikke på, at Gud ville have, det skulle være sådan, men jeg forbander ham for, at han tog dig væk så tidligt. Det ville komme - det vil det for alle, men han gjorde det for tidligt i dit tilfælde. Sidst jeg så dig, var der ingenting galt, udover du fortalte mig noget, som jeg ikke vil røbe. Jeg var sikker på, at det nok skulle gå, men jeg er glad for mit sidste møde med dig, var godt, og seriøst, som useriøst. Der var ingenting galt, og nu .. Er du væk? Jeg har stadig ikke opfattet det.
Men jeg ønsker kun dig godt, hvorend du nu er. Det samme gælder din familie, som har haft en svær tid. Du var en fantastisk dreng Kristian, virkelig. Rest in peace <3.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar