Ses.

Sneen lå i store dynger, med masser af glatis under neden. De høje brune sko, med små ødelagt hæl, satte i. Der var glat, hun tænkte bare på, at ikke falde, men alligevel nå frem, inden det var for sent. Hendes lange grå jakke, der er for kold, uden en huttie indenunder, glæd fint ned af hendes sorte gamacher, imens hun havde trøjer på, og en højtaljede nederdel, og de såkaldte hyggesokker. Hun trådte hen ad den grumsede sti, som var ret så klam, vinter agtig og ulækker, imens sneen lå. Hun skvattede rundt, som en, der havde en alt for høj promille, som var 14 år, og havde prøvet sin første brandert. Tulipanerne, nå ja. De fine tulipaner, bar hun så fint i den ene hånd, imens familien var lidt i baggrunden, og spurgte om, de skulle gå med? Hun svarede "Ja mor ..." Ret koldt og forladt, mest fordi hun ville skjule, hun var bange, nervøs og græde færdig indeni, for hun ser forkert på synspunktet! "Svage mennesker græder, og viser følelser." Men nej, det er de stærke, mest tænker hun sådan pga. en hård opvækst, med skemaer og militær opdragelse. Alligevel lod hun som om, det havde sat sig væk, for imorgen var det jo to måneder siden, han forsvandt, selvom hun havde sagt sig selv hele tiden "Det ville ske, jeg er forberedt på det. Jeg kommer over det." Ja det ville ske, nej hun var ikke forberedt, for det gik for hurtigt, nej hun kommer ikke over det, selvom hun en dag lærer at leve med det, men den tid, den er her ikke nu - slet ikke endnu, ihvertfald, men hun lader som om, for hun er stærk - eller sådan skal det se ud for de andre. Hun gik videre, langt om længe nåede hun derop, imens tankerne fløj rundt, og nu løb der is ned af ryggen på hende, som når en tager to kg. nylagt sne, og kaster det ned i nakken, sådan et kuldegys, eow. Hun satte sig på hug, og kunne ikke holde balancen, imens hun så fint børstede stedet af, her stod det, og hun fik en klump i halsen. Hun fik en klamheds fornemmelse, ville kaste op, skride fra det hele - alt var stort had til Gud der, fordi han tidligere havde svigtet hende, så senest som igår, selvom hun er villig til at bede aftenbøn. Selvom hun laver lort, så retter hun op på det, og inderst inde, forsøger hun at være en god pige. Det kan lykkes, men det er svært, for livet er ti gode dage, ti dårlige, og sådan vil det forsætte. Altid sådan, hele tiden, hver dag. Ligesom hendes humør går fra lykkelig, til ulykkelig, sådan er livet også bare. Hun tog de fine orange med et snært af rødt, altså de fine tulipaner. Tog dem ud af papiret, og lagde dem forsigtigt, imens det varme vand af små dråber, igen trillede ned ad hendes røde luftige æblekinder. Hun tørrede dem væk, men hendes mor, kom hen tog omkring hende med åbne arme, og trøstede med den største kærlighed, som kun ens mor kan. Hun skubbede hende væk efter lidt tid, hvor hun havde hulket, og kyssede på de to fingre af sig selv, satte dem på stenen, lige mellem rosen og K'et, og sagde "Vi ses på den anden side min skat .."

Og så gik hun med tanken om, det gør vi. Måske snart, måske om lang tid, men de vil altid mødes igen ...